|
Løvspringstur med postpensionisterne Randers
Tirsdag den 10. maj kl. 08.00 startede vores årlige løvspringstur fra Elro Arena i Randers. Vejret var venligt med sol og varme. Vi var 61 humørfyldte medlemmer, der var klar til dagens oplevelser. Vores sædvanlige chauffør, Aage, var også morgenfrisk og klar til at bringe os ned til Fyn.
I dag skulle vi til Odense, så vi kørte ad motorvejen. Den værste morgentrafik var nu overstået, så vi kunne nyde turen og Aages rolige kørsel ned ad E45. Ruth bød os velkommen og fortalte lidt om dagens program. Vores første stop var Skærup Rasteplads syd for Vejle. Med høflig selvbetjening fik vi vor medbragte kaffe og rundstykker. Siddende eller stående i det pragtfulde vejr nød vi kaffen og naturen, som nu var dejlig lysegrøn og indbydende. Hyggesnak og dejligt samvær er kendetegnet for postpensionisterne og deres koner/mænd. Efter indtagelse af måltidet og de nødvendige toiletbesøg, gik det videre hen over Fyn og ind mod centrum af Odense.
Første besøg gjaldt Jernbanemuseet. Her var der mange ting at se på og røre ved fra ”de gode gamle dage”. Lokomotiver, godsvogne, passagervogne, bureauvogne, kongevognen plus div. montre og oplysningstavler. Øjnene stod på stilke ved genkendelsen af alt det, der var moderne, da vi var børn og unge. Hvis vi ville fordybe os mere, i al den nostalgi der omgav os, skulle vi bruge meget mere tid. Men som appetitvækker var det ok. Min favorit er helt sikkert det store damplokomotiv Litra E med en vægt på over 130 tons bygget hos Frichs i Århus. Jeg beundrer de gamle opfindere, der fandt ud af at en kedel kogende vand kan få de enormt store hjul til at rotere og trække de mange tunge togvogne. Når dette prægtige lokomotiv kørte ind på banegården i Randers, var der altid mange tilskuere. Og det er der såmænd stadigvæk, når jernbaneentusiasterne lufter dem. Gamle tog er altid spændende!
Efter disse mange indtryk skulle vi videre i programmet. Vel nok til den del, som altid er populær – nemlig frokost. Der var bestilt bord til os på Den Grimme Ælling. Vi parkerede så tæt på som vi kunne og gik gennem de smalle stræder forbi H.C.Andersens Hus. For dem der ikke går så godt, var der langt lidt på de brostensbelagte veje. På forespørgsel havde restauranten garanteret, at de sagtens kunne huse os. Det var nu lidt trangt og der blev hurtigt en lang kø ved buffeten. Men maden var upåklagelig og dejlig, og jeg tror ikke, at nogen gik derfra uden at være mætte.
Vi kørte nu hen til TV2, de gamle Kvægtorvshaller i Odense, hvor vi havde en aftale kl. 14.00.
Vi blev budt velkommen af et par guider, der ville vise os rundt og svare på alle vore spørgsmål. Forinden rundvisningen blev vi lige shanghajet af et par fotografer, der var i gang med et internt projekt. Det var vi med på, og blev filmet mens vi gik ind fra gården og stillede os ved bagvæggen. Håber de fik et par gode skud i kassen. Vi blev delt op i 2 hold og fik en masse informationer. Vi besøgte det store nyhedsstudie, og fik forklaret hvordan afviklingen af nyhederne foregår. De mange tilstedeværende medarbejdere er vant til besøg og de arbejdede forhåbentlig uforstyrret videre. Det er en stor arbejdsplads med et utal af computere, skærme, miksere, afviklingspulte og andet teknisk grej.
Herfra gik turen til det store studie der bl.a. bruges til sport. Et rum med højt til loftet, hvorfra der hang over hundrede lamper af forskellige arter. Det kunne helt sikkert være en oplevelse at være fluen på væggen under en optagelse i dette studie. Mange har angst for, at der kommer uorden i ledningerne og indstillinger på TV, video m.m. derhjemme. Her var muligheden for total kaos stor. Som én udbrød, det er fantastisk, at nogen kan holde styr på alt dette, så det er den rigtige lampe eller det rigtige kamera der tænder som det forventes. Nå, men vi ved jo også godt, at der til tider sker fejl. Men imponerende er det.
Herfra gik vi til en biografsal og fik en sodavand og mere viden om huset og starten på TV2. Vi så en film med eksempler på nogle af alle de udsendelser, som de havde lavet gennem tiderne. Også nogle af bøfferne blev vist, og så blev lattermusklerne rørt.
Til slut gik vi ud i den velkendte lange gang, som er vartegnet for TV2. Ved det store foto fra indvielsen af Kvægtorvet for knap 100 år siden, fik vi lidt af husets historie. Indtil 1987 var her kvægtorv og siden har TV2 efter en fantastisk flot og skånsom ombygning holdt til her.
Efter 2 timers rundvisning gik turen nu til Børkop Mølle til sen eftermiddagskaffe. Et spændende sted i flotte omgivelser. Vi skulle da også lige se den gamle vandmølle i funktion. Nogle købte økologisk mel i butikken. Billigt og godt lyder det fra min kone.
Nu var vi vist også mætte af oplevelser, og nogle var nok også lidt trætte. Resten af turen skulle bare overstås og ca. klokken19.15 standsede bussen i Randers. Efter et hurtigt farvel og tak for denne dag, vendte vi hver især snuden hjemad med endnu en god oplevelse at tænke tilbage på.
Tak for en god tur!
P&T`s pensionistklub Randers
Kurt Rubach Møller
|