Postpensionisternes Landsforenings generalforsamling 2011
tirsdag den 14 april 2011
Beretning af :
Henning Dam Krag
Beretning
Lad mig indlede bestyrelsens beretning om
Året der gik
Post Danmark
Det gode samarbejde med Post Danmark er videreført til glæde for begge parter.
Der er mange beviser på, at Post Danmarks øverste ledelse værdsætter samarbejdet med Landsforeningen, vi er glade for forsat at kunne modtage økonomisk tilskud til Landsforeningen. Som i 2011 er på 350.000 kr. Vi er ligeledes glade for de 2 årlige møder, hvor vi hver især orienterer hinanden om aktuelle ting og sager.
Igen i 2010 har der været fald i postmængderne. For brevenes vedkommende har der været et fald på 10%.
Årsskiftet til 2011 var en historisk milepæl for Post Danmark. Her trådte EU's direktiv om liberalisering af postområdet i kraft, hvilket betyder at Post Danmark ikke længere har monopol på noget på hele postområdet og eneretten på indenlandske breve op til 50 gram er nu ophørt.
For at imødegå disse økonomiske udfordringer, har Post Danmark løbende prøvet at tilpasse sine omkostninger.
Det er bl.a. sket ved en sammenlægning af administrative enheder på distributionsområdet. Ligeledes ved en ny postlov om husbrevkasser og brevkasser placeret i skel.
Post Danmark har dog lovet at gangbesværede og handicappede fortsat kan få posten bragt til døren.
Sædvanen tro blev der også i år i forbindelse med finansloven indgået forlig om fordelingen af Satspuljemidlerne.
De konkrete initiativer er ganske fornuftige, men det er helt ude i hampen, at finansieringen af aktiviteter på socialbelastede områder fortsat skal ske ved brug af satspuljemidlerne. De burde finansieres via finansloven og ikke af satspuljen. Vi har igennem Pensionisternes Samvirke anmodet Ældremobiliseringen om fortsat at gøre de politiske partier i Folketinget opmærksom på vores synspunkt på denne skævhed.
At de dårligst stillede skal finansiere projekter for de endnu dårligere stillede.
Gennem mange år er landets pensionister af især yngre politikere blevet forsynet med det lidet flatterende prædikat Ældrebyrden og har dermed indirekte antydet, at pensionisterne ligger samfundet til last.
Og det over for en gruppe borgere, der har betalt deres samfundsydelser, og som, når alt kommer til alt, er grundlæggerne af vores moderne samfund.
Respekt for de ældre er hos politikerne en mangelvare, men som følge af den finansielle krise, hvor de økonomiske mest velbjærgede alligevel har fået betydelige skattelettelser, har piben tilsyneladende fået en anden lyd.
Politikernes blinde ældrevinkel har nemlig pludselig ændret retning og fået dem til at flytte signaler, så pensionisterne nu ikke kun er en ældrebyrde, men også er blevet til Malkekvæg, som kan pålægges flere og flere byrder.
Ældrebyrden er i politikernes optik meget belejligt blevet konverteret til begrebet Ældrestyrke, når regningen for en fejlslagen økonomisk politik skal betales.
Langt de fleste pensionister lever en aktiv tilværelse frem for en vegeterende tilstand og har også kræfter til at sige fra, når deres levevilkår forringes.
Derfor vil vi kraftigt slå til lyd for, at vi hver især bruger det netværk, vi er en del af, og såvel herigennem individuelt holdningsmæssigt bearbejder beslutningstagerne på alle niveauer.
For, som det hedder i en gammel talemåde: Den, der tier, samtykker.
Vi vil herefter komme lidt ind på
Statspensionisternes Centralforenings virksomhed
Arbejdet i Statspensionisternes Centralforening har siden april 2010 været præget af Overenskomst forhandlingerne på statens område OK2011.
Som en konsekvens af vores henvendelse til vore Centralorganisationer i foråret 2009, har vi været direkte inddraget i forhandlingsprocessen i Centralorganisationerne. Jeg har deltaget i Offentligt Ansattes Organisationers Forhandlingsudvalg og Johnny Madsen i en teknisk baggrundsgruppe omhandlende pensionsregler for kommende tjenestemandspensionister.
Statspensionisternes Centralforenings krav til OK2011 omhandlede 2 krav:
1. Tjenestemandspensionen reguleres i samme takt som lønudviklingen for de statsansatte.
2. En afskaffelse af begrebet pensionsgivende løn i skaltrinene 1 - 38, således at pensionen beregnes efter den egentlige lønsats beregnet efter stedtillægssats II.
I Centralorganisationers Fællesudvalg var der enighed om at videre vores krav om reguleringen af tjenestemandspensionen skal ske i samme takt som lønudviklingen.
Som I har kunnet følge med bl.a. i Posthornet og i dagspressen blev der indgået et forlig med Finansministeren den 12. februar 2011. Dette forlig indebærer en 0-løsning 1.april 2011 og en forventet stigning af tjenestemandspensionen på 1,67% pr. april 2012.
Vi har i på repræsentantskabsmødet i Statspensionisternes Centralforening den 22. februar 2011 anbefalet et Ja til overenskomstforliget gældende for perioden 1. april 2011 til 31. marts 2013.
I øjeblikket er der en urafstemning blandt Centralorganisationernes medlemmer i gang. Det forventes at der inden påske bliver afleveret et Ja til forliget til Finansministeren.
Samarbejdet med
Offentligt Ansattes Organisationer (OAO)
Som jeg fortalte under vores aktiviteter i Statspensionisternes Centralforening har vi siden sidste generalforsamling i vores landsforening været direkte inddraget i hele forløbet ved OK2011.
Der skal herfra talerstolen lyde en tak til OAO for en god information i hele forløbet af OK2011.
OAO indsamlede kravene til OK2011 i løbet af sommeren 2010 fra medlemsorganisationerne. Bare på OAO's område indkom der ca. 900 krav til OK2011.
Vi har i vores medlemsblad Posthornet prøvet at give en orientering om forløbet af og hvordan der forhandles overenskomst på Statens område.
Aktiviteterne i Pensionisternes Samvirke har også det forløbne år været præget af en indsats i forbindelse med den ”skæve” ordning om Satspuljer.
Ligeledes har Samvirket igennem Ældremobiliseringen haft kontakt med politikerne i forbindelse med lovgivningen på ældreområdet. Her skal det nævnes lovgivningen om en særskat på udbetalte pensioner. Lov om at den enkelte kommunes mulighed for at søge oplysninger om pensionisters løn- og bankkonti uden at spørge den enkelte pensionist.
Samvirket har mange aktivitetstilbud over hele landet.
Vi skal også i år anbefale brugen af de mange tilbud. Her tænker vi bl.a. på jer ude i klubberne, hvor I igennem Samvirket kan skabe et netværk til gavn for jeres medlemmer.
Efter denne gennemgang af det politiske og økonomiske forløb på den store scene – vil vi nu sætte fokus på
Landsforeningens status.
Medlemstallet var pr. 1. januar 2011 på 5.355.
Ser vi på tallet i forhold til sidste år, hvor tallet var 5.347, giver det et plus på 8 medlemmer.
Landsforeningens medlemstal er dagsdato på (5.355)
I forhold til Klubberne er der ud af PLs medlemsskare på 5.355, er 3.030 medlemmer af en lokal klub.
Dette er et fald på 15 medlemmer i forhold til sidste år.
Tallene skal ses i sammenhæng med, at der er pensionister som er medlem i en lokal klub, men ikke medlem af landsforeningen og omvendt.
Vi har dags dato 56 lokale klubber ud over det ganske land.
Klubtilskud for 2011 – også kaldet frimærkepenge – bliver udsendt til klubbernes kasserer i dag den 14. april. Beløbets størrelse til de enkelte klubber varierer, men den samlede beløbsrammen er på 118.900 kroner.
Vi siger jer tak for det store arbejde, I udfører i det daglige, både i forhold til det lokale, men ikke mindst i forhold til landsforeningen. I er med til at give landsforeningen den bredde og styrke, der er behov for til fortsat at kunne markere sig i det offentlige rum.
Bestyrelsen vil her benytte lejligheden til at ønske nyvalgte klubformænd velkommen til arbejdet.
Vi byder jer velkommen og glæder os til samarbejdet, og samtidigt vil vi gerne sige tak til de afgående formænd for et godt og loyalt samarbejde under deres virke.
Vi vil selvfølgelig gerne have nogle flere medlemmer.
En af måderne at få flere medlemmer på, er at vi hele tiden sørger for at synliggøre Landsforeningen.
Pensionistkurserne og Sommertræf
Også i 2010 har vi haft flere tilmeldinger end der var plads til på vores Pensionistkurser.
Tendensen er den samme i år
.
Pensionistkursus II som vi har haft i denne uge med 30 deltagere, var der omkring 100 tilmeldinger.
Pensionistkursus III den 9. - 11. maj er også overtegnet.
Pensionistkursus IV (EU-kurset) som i år skal foregå i Prag/Tjekkiet, har været et stort tilløbsstykke. Allerede ugen efter det blev annonceret i Posthornet var det overtegnet.
Sommertræf I 2010 kunne vi konstatere en væsentlig nedgang i tilmeldingen.
Derfor har vi besluttet kun at gennemføre et Sommertræf i 2011 som dog bliver med max. 40 deltagere. I øjeblikket er der tilmeldt 34 deltagere
2012 Vi har drøftet et nyt Pensionistkursus V. Som er påtænkt som en overbygning af Pensionistkursus I - III. Det påtænktes gennemført i 2012.
I forhold til 2012 har vi også et ønske om at se på evt. nyt indhold/emner. Det gælder alle tre kurser. (I -III)
Har I nogle gode ideer og evt. ønsker?
Formandsmødet i november sidste år havde overenskomstforhandlingerne i 2011 - arbejdet i de lokale Ældreråd ude i kommunerne og gensidig orientering som emne.
Der blev givet en kort orientering om status på OK2011.
Formand for Ældrerådet i Fredericia, Flemming Larsen fortalte om arbejdet i Fredericia.
Det gav en god debat om hvad et Ældreråd skal tage sig af og hvor vigtigt det er også at deltage i dette arbejde. Også her må vi erkende, at demokrati er for de aktive.
Under gensidig orientering drøftede vi bl.a. hvervning af nye medlemmer og at flere klubber havde fået skåret i deres tilskud fra de lokale tjenestesteder.
I vores omtale af
Nordisk Post Pensionist Union (NPPU)
Den 15. oktober 2010 havde vi Holte ordinært repræsentantskabsmøde i NPPU. Det var Danmark som stod som arrangør. Formandskabet blev der overdraget til Norge for den kommende periode indtil oktober 2012.
Vi måtte igen konstatere en sløj opbakning til de forskellige aktiviteter i 2010.
Flere aktiviteter måtte aflyses p.g.a. for få tilmeldinger, herunder Nordisk Pensionisttræf i Norge.
Her i 2011 er der aftalt følgende nordiske aktiviteter:
- Bridgeturnering på Filskov Kro, Danmark den 8. - 11. maj
- Nordisk Kursus på Skiphelle, Drøbak, Norge den 17. - 19. august
Her vil vi sende i alt 8 deltagere fra Danmark. (en fra bestyrelsen og 7 klubformænd)
- Petanqueturnering på Gyllene Hornet, Tällberg, Sverige den 22. - 26. august
- Golfturnering på Araslövs Golfklub, Kristianstad, Sverige den 5. - 9. september
I 2012 er det Danmark som skal arrangere Nordisk Pensionisttræf.
Vi skal herfra generalforsamlingen opfordre vore medlemmer til at deltage i disse nordiske arrangementer.
Læs noget mere om det i Posthornet.
I forhold til Posthornet
På generalforsamlingen sidste år drøftede vi intens vores medlemsblad. Bestyrelsen blev pålagt at lave en evaluering af bladet. Der skulle ses på økonomien, trykkeri og stillingtagen til annoncer i bladet.
Hvad angår annoncering er der flere grunde til, at vi ikke ønsker at optage annoncer i Posthornet. Vi vil blive momspligtige, hvis indtægterne overstiger 50.000 kr. Det vil for det første medføre en del administrativt arbejde på kontoret, og for det andet rejser det spørgsmålet om, hvem der kan få optaget annonce i bladet.
Men dertil kommer, at vi næppe kan bevare tilskuddet, der i år er på 61.988 kr., fra Biblioteksstyrelsen, hvis vi, om jeg må sige, bliver kommercielle og begynder at drive forretning - rent bortset fra, at annonceindtægterne formentlig ikke vil overstige tilskuddet fra Biblioteksstyrelsen.
- En nøgtern vurdering af fordele og ulemper har derfor ført til en enig beslutning i bestyrelsen om ikke at åbne op for annoncering i Posthornet.
- Vi har et fortsat ønske om at kvalitet og udformning skal være som i dag.
- Vi har indhentet tilbud fra andre trykkerier ud fra de krav jeg lige har nævnt.
- Vi er kommet til det resultat, at vi ønsker at fastholde vores nuværende trykkeri.
(Vi har gode erfaringer med vores nuværende trykkeri Kailow som blev sammensluttet med "det gamle" Skou-Madsen. Der er nogen som har fortalt, at Posthornet i omkring 70 år er blevet trykt der).
Til orientering skal det oplyses, at vi i nærmeste fremtid skal vil have et møde med trykkeriet Kailow. Bl.a. for at vise nye ansigter fra vores bestyrelse og kontoret.
Som jeg nævnte før, har Biblioteksstyrelsen i år har bevilget tilskud på 61.988 kroner – i den såkaldte portostøtte - til udsendelsen af Posthornet.
Hjemmesiden I forbindelse med udskiftningen på kontoret må vi erkende, at Hjemmesiden har været lidt forsømt i den sidste tid. Her tænkes der på såvel udformning som indhold.
Det prøver vi nu at tage højde for ved et nykøbt Hjemmesideprogram og at Tom Pedersen fra kontoret sammen med Peter Andersen fra bestyrelsen deltager i et kursus omhandlende det nye Hjemmesideprogram.
Vi opfordrer også generalforsamlingen til at komme med kommentarer til såvel Posthornet som vores Hjemmeside.
Fremtiden
Frem til næste generalforsamling i 2012 vil vi i PL fortsat drøfte, hvordan vi får fat i nye medlemmer.
Vi har i dag godt 5.000 medlemmer i PL. Men derudover er der ca. 5.000 der er fratrådt Post Danmark som reelt også kunne være medlem af PL.
Bl.a. derfor skal vi se på, hvordan vi kan synliggøre PL.
Vi må fortsat ud og aflive myten om: PL kun er for de røde postbude!
Vi er som bekendt for alle som er eller har været ansat i P&T/Post Danmark og dens vifte af arbejdspladser.
For at alle kan forstå det, skal der måske ses på evt. en ændring af navnet. Hvad synes I om det ?
PL skal fortsat være en fagforening med en lokal klubstruktur der primært tager sig af de mange gode sociale aktiviteter.
I gennem den lokale klubstruktur, skal PL være parat til at synliggøre de faglige aktiviteter som landsforeningens bestyrelse i det daglige arbejder med.
Og så er vi kommet til Afslutning af beretningen, og her vil vi gerne rette en tak til vores samarbejdspartnere og
Tak til Hans Agerbo Jensen for det gode samarbejde vi har i SC, såvel i forretningsudvalget som i hovedbestyrelsen.
Tak til Lars Chemnitz, for det gode samarbejde, vi har i Feriefonden og i det daglige. Herudover vil vi gerne udtrykke en hilsen til Frank og Lisbeth på Feriekontoret med en stor tak for det gode samarbejde i hverdagen.
Ligeledes en tak til Isa Rogild for det gode samarbejde, også tak en til dem på kontoret for det gode samarbejde vi har i hverdagen.
Tak til Bjerne Johansen for dine karakteristiske streger til Posthornet.
Tak til Bendt Bissberger for din medvirkning til at forevige os på møder som i dag.
Vi retter også en stor tak til alle lokalformændene for samarbejdet i det forløbne år. Tak for den store indsats, I gør i hverdagen for landsforeningen og for de medlemmer, I repræsenterer.
Tak til alle I, som er mødt op her i dag for at høre om – og diskutere landsforeningens virke
Glem ikke derhjemme, at omtale, landsforenings arbejde på at forbedre vilkårene for efterlønnere og pensionister.
Og igen, prik til de af vore kollegaer der endnu ikke har set lyset, i form af nødvendigheden, om at stå sammen med os andre.
Giv dem muligheden, gennem et medlemskab af landsforeningen, at være med til at sætte dagsordenen i det politiske liv.
Personligt vil jeg gerne rette en stor tak til mine venner i bestyrelsen for den indsats I hver især har ydet i året der er gået. Det har været lidt af en turbulent sommer på kontoret, bl.a. på grund af sygdom og personaleudskiftning. Jeg håber, det gode samarbejde til gavn Landsforeningens medlemmer må fortsætte i den kommende periode.
Sidst, men ikke mindst, en stor tak til Gitte, Tom og Bent for det store arbejde, I udfører og har udført til gavn for bestyrelsen og medlemmerne.
Hermed overlades beretningen til generalforsamlingen for en saglig debat og efterfølgende en forhåbentlig godkendelse.